36-årig mand stukket tre gange med kniv foran værtshus

Skrevet af admin

27/09/2015

Dagens topnyheder

En 36-årig mand er natten til søndag blevet stukket ned med kniv foran et værtshus på Kirketorvet i Faxe.

Manden er ifølge politiet blevet stukket tre gange i mave og ryg, men han skulle ikke være i livsfare.

- Vi har haft et knivstikkeri i Faxe. Det er sket i forbindelse med et værtshus, siger vagtchef Ole Hald fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau.

Der er endnu ikke blevet anholdt nogen i sagen, som politiet fik anmeldelse om klokken 3.10.

- Vi er i gang med at afhøre vidner derude og lave undersøgelse af gerningsstedet. Vi prøver at bygge sagen op, så vi forhåbentlig kan anholde en gerningsmand. Vi har nogen i kikkerten, men det er endnu ikke konkret nok, siger Ole Hald.

Offeret for knivstikkene er blevet bragt til Køge Sygehus, og politiet har endnu ikke afhørt ham.

Hvad der førte til episoden, står ikke klart endnu. Men der er ikke noget, der tyder på, at andre end offeret og en enkelt gerningsmand skulle være involveret i sagen.

/ritzau/