36 brandfolk savnes efter eksplosion i kinesisk millionby

Skrevet af admin

13/08/2015

Dagens topnyheder

Flere enormt kraftige eksplosioner har rystet en af Kinas største havne, og mindst 44 meldes omkommet, mens over 500 er kvæstet, oplyser en række kinesiske medier.

Mange af de omkomne er brandfolk.

Men næsten 18 timer efter den første eksplosion er der ingen officiel forklaring på, hvad der er sket, rapporterer BBC.

Eksplosionerne har fået havneområdet og dele af havnebyen Tianjin til at ligne en krigszone med udbrændte biler, væltede containere og udbrændte bygninger.

En journalist fra nyhedsbureauet AFP fortæller, at vinduer tre kilometer væk fra eksplosionsstedet er knust.

Det er tilsyneladende en stor lagerbygning med farligt materiale, der er blevet ramt af eksplosionerne og har sendt ildkugler mod himlen. Masser af forvredent metal og bygningsdele er drysset ned flere steder i millionbyen Tianjin, der råder over verdens 10. største havn.

- Da jeg mærkede eksplosionen, troede jeg, det var et jordskælv, fortæller en lokal beboer Zhang Zhaobo.

- Jeg løb hen til min far, og jeg så, at himlen allerede var rød. Alle ruder var knust, og jeg var virkelig bange.

Myndighederne bekræfter, at 12 brandmænd er omkommet

Ifølge nyhedsbureauet Xinhua er 520 mennesker blevet bragt til hospitalet, og tilstanden er kritisk for 52 af dem. Mindst 21 savnes.

Torsdag brændte det fortsat i området, og billeder derfra viser raserede bygninger, store stabler af søndersprængte containere og et stort antal udbrændte biler.

Kilder i skibsbranchen siger, at ulykken torsdag har stoppet indskibning og afskibning af kemikalier og olie.

Et meget stort olietankskib Samco Europe bekræfter, at det har fået besked på at stoppe udpumpningen af råolie.

- Havnemyndigheden gav skibet besked om at stoppe, fordi der stadig er risiko for en eksplosion som følge af branden. De ønskede alle aktiviteter stoppet, siger en officer om bord på skibet.

Tianjin er hjemsted for Kinas strategiske oliereserver.

Ifølge den kinesiske tv-station CCTV var det et lager fyldt med sprængstof, som sprang i luften en halv time før midnat lokal tid onsdag. 30 sekunder senere fulgte en ny og endnu større eksplosion.

Tianjin ligger cirka 150 kilometer sydøst for Beijing. Der bor omtrent 15 millioner mennesker i byen og dens omegn.

/ritzau/AFP