36 pilgrimme dræbt i busulykke

Redningsarbejdere oplyser ifølge AFP, at de har bjærget 33 lig fra den forulykkede bus, og at de har fundet yderligere tre omkomne personer under bussen. Flere børn skulle ifølge italienske medier har været ombord på den forulykkede bus.

Bussen faldt 30 meter ned ad en skrænt, og fotografer fra flere medier fortæller, hvordan redningsmandskab søgte efter overlevende og placerede de omkomne personer under hvide lagener i vejsiden.

Ulykken skete på motorvej A16 mellem Napoli og Bari. Ifølge AFP var bussen på vej tilbage til Napoli med passagerer, der havde været på pilgrimsfærd i Pietrelcina i det sydlige Italien.

Ifølge Udenrigsministeriets Borgerservice er det endnu uvist, om der er danskere blandt de omkomne og sårede.

Det er uklart, hvad der forårsagede uheldet, men øjenvidner fortæller ifølge AFP, at bussen kørte med høj fart, da ulykken skete. Øjenvidner fortæller desuden, at det kunne se ud som om, at bussen havde problemer med at bremse.

Bussen ramte adskillige biler, før den styrtede udover skrænten, og der er forlydender om, at nogle af passagerne i de ramte biler også er kommet til skade.

Italienske medier oplyser, at stedet, hvor ulykken skete, er en »sort plet« trafiksikkerhedsmæssigt, fordi der er en stejl kurve på vejen.

Ifølge italienske medier var omkring 50 personer ombord på bussen, mange af dem børn. Buschaufføren er angiveligt også blandt de omkomne. Politiet har endnu ikke bekræftet dødstallet.

»Vores prioritet lige nu er befri de sårede,« siger en polititalsmand ifølge AFP.

Motorvejen mellem Napoli og Bari er nu lukket for trafik som følge af ulykken.

Den seneste store busulykke i Europa var i marts 2012, da en schweizisk bus forulykkede, hvorved 28 personer, herunder 22 børn, omkom.

Dagens Gossip