37-årig mand i kritisk tilstand efter arbejdsulykke i Ringkøbing

Manden blev fundet livløs i morges hos Dangrønt Products på Lervangvej 2 i Ringkøbing, og hans tilstand er alvorlig.

Han blev fundet livløs på bunden af en fire meter dyb brønd, men politiet kender ikke den præcise årsag til ulykken.

- Vi ved faktisk ikke om det er sygdom eller måske fordi der var for lidt ilt nede i brønden. Det skal Arbejdstilsynet nu undersøge nærmere, siger kommunikationsmedarbejder Kurt Steenfeldt fra Midt- og Vestjyllands Politi til dagens.dk.

Manden var livløs da hjælpen nåede frem, men på stedet lykkedes det at få gang i hans puls igen.

Den 37-årige mand blev straks efter fløjet med helikopter til Aarhus Kommunehospital, hvor han nu behandles.

- Jeg kender ikke hans tilstand, men den var særdeles kritisk da han blev fløjet afsted. Så det er en alvorlig og grim sag, siger Kurt Stenfeldt.

Politiets undersøgelser på stedet har godtgjort, at medarbejderen reagerede på en maskinel alarm nede fra brønden. Alarmen blev aktiveret kl. 07:12, og det har angiveligt været den ansattes hensigt at udbedre fejlen for derefter at nul-stille alarmen.

Mens han opholder sig i bunden af brønden, mister han tilsyneladende bevidstheden og falder om.

Kollegaer til den ansatte begynder umiddelbart før alarmeringen at undrer sig over dennes fravær, og starter en intern eftersøgning, der fører kollegaerne til brønden. Her finder de kollegaen livløs i bunden af brønden, og der tilkaldes straks hjælp via 112-Alarmcentralen.

Den ca. fire meter dybe brønd, hvori den ansatte findes livløs, anvendes til aflæsning i dette tilfælde majs. Majsen læsses i brønden, og via en snegl føres majsen til en transportør, der flytter majsen til videre forarbejdning på virksomheden.

Politiet betragter sagen som en arbejdsulykke, og derfor er Arbejdstilsynet tilkaldt.

Dagens Gossip