37 lande deltager i Melodi Grand Prix i København

37 lande ser lige nu ud til, at skulle på scenen, når der til maj er internationalt Melodi Grand Prix i København. Det skriver dr.dk/grandprix.

- Vi skal glæde os over, at så mange lande trodser finanskrisen og har lyst til at deltage. Det er fortsat et stort udsnit af Europa, der er med, selvom det er to færre end sidste år, siger Grand Prix-kommentator Ole Tøpholm.

I Sverige i år deltog 39 lande, mens rekorden er 43 lande i 2008 og 2011.

Selv om tilmeldingsfristen er udløbet til næste års musikfest, kan der dog komme ændringer helt frem til 10. januar.

Således er Grækenlands deltagelse usikker, fordi landets nye tv-station endnu ikke formelt er optaget i den europæiske tv-union EBU, og Slovenien har forbeholdt sig retten til at trække sig senere.

Fire lande har meldt afbud til musikfesten i København. Det er Bulgarien, Cypern, Kroatien og Serbien. Til gengæld gør to lande comeback, nemlig Bosnien-Hercegovina og Portugal.

- Det er et resultat, af den økonomiske krise, at flere lande i Syd- og Østeuropa har trukket sig. De nationale tv-stationer er blevet kraftigt beskåret, og så vælger de at spare Melodi Grand Prix væk, forklarer Tøpholm.

En anden grund til mandefaldet er de nordiske landes succes. Inden for de seneste fire år har Norden snuppet sejren tre gange, fortæller Ole Tøpholm:

- Det går ud over interessen i Syd- og Østeuropa, at Skandinavien sidder så tungt på konkurrencen. Hvis Aserbajdsjan havde vundet i stedet for os i år, så havde tilslutningen nok været en anden, mener han.

De 37 deltagerlande er det laveste antal siden 2006 - men stadig langt højere end de 23 lande, der var med i 2001, da København sidste gang var vært for Eurovision Song Contest.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV