3750 nye job på vej til byggebranchen

Den første del af regeringens vækstplan er nu forhandlet på plads.

Ritzau erfarer, at der er faldet en aftale på plads om at bruge fire milliarder kroner ekstra i 2013 til at renovere almene boliger. Dermed bliver regeringens oprindelige forslag fra vækstplanen gennemført uden store ændringer.

De fire milliarder kroner vil blive frigivet fra Landsbyggefonden, og det skal være med til at puste nyt liv i beskæftigelsen inden for blandt andet bygge- og anlægssektoren.

Ifølge TV2 News forventer regeringen, at tiltaget vil skabe 3750 nye arbejdspladser.

Aftalen faldt på plads efter forhandlinger i Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter onsdag morgen. Den mangler dog fortsat at blive endeligt godkendt i de forskellige partiers folketingsgrupper. Det ventes at ske senere onsdag.

Med aftalen om at øge investeringerne til renovering af almene boliger er der skudt gang i slutspillet om regeringens vækstplan.

Der ventes at blive forhandlet i flere ministerier onsdag om både SU-reform, kontanthjælpsreform og den overordnede vækstplan.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV