38-årig nordjysk mand trafikdræbt ved Fredericia

En 38-årig mand fra Nordjylland blev dræbt i nat i et solouheld på den østjyske motorvej ved Fredericia.

- Ved 4.20-tiden kom han kørende i retning mod Fyn. Af ukendte årsager mistede han herredømmet. Han kom ud i rabatten og bilen rullede rundt og den 38-årige mand blev slynget ud af bilen, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Hans Hoffensetz, til Dagens.dk.

Manden var formentlig dræbt på stedet.

Politiet skal nu have undersøgt nærmere, hvad der skete.

- Vi kan endnu ikke sige noget om, hvorvidt han har kørt for stærkt, siger vagtchefen.

Den dræbte mands familie er underrettet om ulykken.

Dagens Gossip