39-årig idømt seks års fængsel for drabsforsøg

Skrevet af admin

16/03/2016

Dagens topnyheder

En 39-årig mand fra Viby ved Aarhus blev onsdag idømt seks års fængsel for at forsøge at slå sin tidligere samlever ihjel med en kniv.

Overfaldet skete 2. september sidste år uden for en daginstitution i Viby. Her opsøgte den 39-årige Ole Kåre Schmidt sin tidligere samlever uden for institutionen, hvor deres fælles barn går.

Den 27-årige samlever havde netop hentet den to-årige søn i institutionen, da hun blev overfaldet og stukket med flere knivstik.

Manden stak herefter af fra stedet med barnet, og efterlod den 27-årige kvinde livsfarligt kvæstet.

- Det er tale om en meget grov sag, hvor jeg ikke mener, der kan være tvivl om, at den 39-årige havde til hensigt at dræbe sin tidligere samlever, siger anklager ved Østjyllands Politi Dorthe Lysgaard.

- Det har retten i dag erklæret sig enig i. Tiltalte er dømt efter anklageskriftet, og dommen på de seks år er helt i tråd med praksis på området, siger hun.

Takket været institutionspersonalets indsats overlevede kvinden overfaldet, men hun har fået varige fysiske og psykiske mén.

Den 39-årige blev senere fundet i en nærliggende lejlighed, hvor han blev anholdt uden dramatik. Barnet var fysisk uskadt.

Den dømtes forsvarer gik efter at få sin klient dømt for grov vold, men dommerne valgte at dømme for forsøg på manddrab.

Den 39-årige har udbedt sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke.

/ritzau/