39-årig mand satte ild til sofa på institution i Rødbyhavn

Skrevet af Elo Christoffersen

27/10/2012

Dagens topnyheder

En 39-årig mand fra institutionen Kofoedsminde på Lolland - som huser nogle af landets farligste kriminelle udviklingshæmmede - stak i nat ild til en sofa på sit værelse og er siden blevet anholdt for brandstiftelse, oplyser Sydsjællands- & Lolland-Falsters Politi til TV2 Øst.

 

Ilden nåede dog ikke at udarte sig til en regulær brand. Dog blev to ansatte på den sikrede institution i Rødbyhavn, sendt på hospitalet til observation for røgforgiftning.

Beboeren, der satte ild til sofaen, blev anholdt og er nu sigtet for brandstiftelse. Det var en uoverensstemmelse mellem ham og personalet, der førte til at han satte ild på værelset.

Der bor omkring et halvt hundrede udviklingshæmmede på Kofoedsminde, og alle beboere har begået alvorlig kriminalitet. Men da de på grund af deres mentale tilstand ikke er egnet til almindelig straf, er de i stedet anbragt på institutionen.