39-årig nikker en skalle: Politimand brækker næsen

Skrevet af admin

14/12/2013

Dagens topnyheder

En 39-årig mand er anholdt og sigtet for at nikke en politimand en skalle i Aarhus, oplyser Østjyllands Politi.

Politimanden blev ramt i ansigtet og brækkede næsen.

Voldsepisoden fandt sted kort før klokken 21 fredag aften, da politiet ville anholde den 39-årige.

Det var tilsyneladende udsigten til at blive anholdt, der fik manden til at nikke betjenten en skalle.

Manden er ifølge politiet uden fast bopæl.

Han er sigtet for vold mod tjenestemand, og politiet krævede ham varetægtsfængslet.

Da han lørdag blev stillet for en dommer i Retten i Aarhus, blev han fængslet i to uger.

Den 39-årige valgte at kære varetægtsfængslingen til Vestre Landsret.

/ritzau/