39 savnes stadig efter massakre i Kenya

Tidligere var 61 mennesker savnet, men tallet er blevet reduceret, efter adskillige lig er blevet identificeret, og nogle af de savnede er dukket op andre steder.

Kenyanske og udenlandske efterforskere har stadig travlt med at finkæmme storcenteret Westgate for at finde spor efter gerningsmændene, som stod bag den fire dage lange belejring. En del af centrets tag, hvor der var parkeringsplads, kollapsede efter eksplosioner. Taget menes at være falder ned i det område, hvor gerningsmændene angiveligt har opholdt sig, mens gidseldramaet stod på.

Ifølge AFP kan flere af dem være begravet med deres gidsler under de mange ton cement.

Mindst 67 personer mistede livet under gidseldramaet, som terrorbevægelsen al-Shabaab har taget skylden for. Gruppen har truet med at foretage flere angreb, hvis Kenya ikke trækker sine tropper ud af Somalia, der er hjemsted for al-Shabaab.

Mandag eftermiddag besøgte medlemmerne af det kenyanske parlaments forsvars- og udenrigsudvalg Westgate forud for en høring af flere af de sikkerhedschefer, der har været involveret i aktionen med at få centeret under kontrol.

Høringen skulle oprindeligt finde sted mandag, men forventes nu først at begynde tirsdag, skriver AFP.

Otte personer er blevet anholdt i sagen, mens en britisk mand, der blev anholdt, mistænkt for at have deltaget i gidseltagningen, blev løsladt uden sigtelse.

Dagens Gossip

Dagens TV