39 selskaber lover milliarder i kamp mod global opvarmning

Skrevet af admin

26/11/2015

Mest læste i dag

En gruppe på 39 franske virksomheder lover at investere mindst 45 milliarder euro (omkring 336 milliarder kroner) i vedvarende energi og teknologi, som udleder mindre kulstof. Det skal ske mellem 2016 og 2020.

Gruppen har en kombineret omsætning på omkring 1,2 billioner euro (knap ni billioner kroner) og inkluderer virksomheder som elselskabet EDF, teleselskabet Orange, banken Société Générale og Total, som i Danmark er kendt for prøveboringer efter skifergas i Nordjylland.

Løftet kommer ugen før, at verdens ledere samles i Paris til klimatopmødet COP21, hvor de skal forsøge at forhindre en temperaturstigning på mere end to grader celsius ved udgangen af dette århundrede målt i forhold til niveauet før industrialiseringen.

Både DMI, Verdensnaturfonden og FN's vejragentur, WMO, er nået til samme konklusion. 2015 bliver det varmeste år, man nogensinde har målt baseret på havoverfladens gennemsnitstemperatur.

Det skyldes vejrfænomenet El Niño og menneskeskabte temperaturstigninger ifølge WMO. Vejfænomenet El Niño står for mellem 16 og 20 procent af temperaturstigningerne.

Ifølge den administrerende direktør i Total, Patrick Pouyanne, er løftet et signal fra de franske virksomheder om deres forpligtelse til at bekæmpe klimaforandringer.

- Det er en forpligtelse til en økonomi med mindre udledning af carbon, og det er alt sammen nye penge, der vil blive investeret, siger han ifølge AFP.

Virksomhederne oplyser også, at de har planlagt at stille investeringsmuligheder i omegnen af 80 milliarder euro - svarende til knap 600 milliarder kroner - til rådighed for klimaprojekter.

Heriblandt forudser de for 15 milliarder euro - svarende til cirka 110 milliarder kroner - til investeringer i projekter med atomenergi.

/ritzau/