3F: Ambulanceselskabs medarbejderjagt næsten komisk

Skrevet af admin

16/02/2016

Dagens topnyheder

Ambulanceselskabet Bios, der i 2015 overtogt ambulancedriften på dele af Fyn og det sydlige Jylland, vil nu lokke medarbejdere til med overskudsdeling og velkomstbonusser.

Selskabet har haft svært ved at skaffe ansatte nok, og det skal de nye bonusser forsøge at råde bod på. Hos fagforeningen 3F mener man, at situationen efterhånden er blevet nærmest tragikomisk.

- Det er snart mere pinligt at være vidne til dette her, end at se et afsnit af "Klovn". Det må jeg sige, udtaler forhandlingssekretær ved 3F's transportgruppe, Palle Thirstrup, til Ritzau.

Bios har efter planen en idealbemanding på 550 mand. I efteråret hævdede selskabet, at man var på 400 reddere. 3F mente dog grundet udregninger fra pensionsindbetalinger, at antallet var tættere på 270.

- Der er intet, der tyder på, at Bios har de folk, de skal bruge. Selv siger de, at de mangler omkring 90 medarbejder, men jeg tror, de mangler det dobbelte. Jeg synes, det ligner panik før lukketid, siger Palle Thirstrup.

Han fortæller, at 3F selvfølgeligt ikke har noget imod, at deres medlemmer får ekstra penge og bonusser, men at man har noget imod, når medlemmer bliver presset til at tage meget overtid.

- For det første kan man jo ikke aflyse ambulancer, så når der mangler mange folk, så trækker man store veksler på dem, der er der. Det gør de gerne i en periode, fordi der er penge i det.

- Men det betyder, at medarbejderne kører på kanten, og også over kanten, når det kommer til overenskomster og loven.

Det kan samtidig gå ud over familien og sundheden.

- Der plejer at gå de her fire-seks måneder, så begynder folk ikke at kunne holde til det længere. De bliver syger og knækker. Og familien vil også gerne se dem, siger Palle Thirstrup.

Bonusserne er på 50.000 kroner i velkomstbonus og en lovning om 20 procent af overskuddet i 2017 til deling hos ansatte, der har været ansat mere end 12 måneder.

Manglen på reddere har udløst store bøder til Bios. Derfor sår 3F også tvivl om, hvor meget overskud, der i 2017 vil være at dele.

- Jeg vil da anbefale vores medarbejdere at sikre sig, at de ikke også hæfter for underskud, afslutter Palle Thirstrup.

/ritzau/