3F-formand vil sikre, at ledige ikke glemmes i trepart

Skrevet af admin

10/02/2016

Mest læste i dag

Hvis trepartsforhandlingerne ikke gribes rigtigt an, så er der en reel grund til at frygte, at ledige skubbes bagud i jobkøen af flygtninge, der skal ind på arbejdsmarkedet.

Sådan lyder advarslen fra 3F's formand, Per Christensen, efter at en undersøgelse viser, at cirka hver tredje lønmodtager er bekymret for, at flygtninge i fremtiden vil erstatte en nuværende ansat på deres arbejdsplads.

Men selvom Per Christensen altså godt forstår, hvorfor lønmodtagerne frygter netop det, så er han også sikker på, at man godt kan lande en aftale, der tager behørigt hensyn til de 14.000 3F'ere, der ifølge formanden er ledige.

- Jeg vil ikke forhandle gennem pressen, men jeg har indtil flere forslag til, hvordan det her kan gøres, så det giver god mening også for de ledige 3F'ere, siger Per Christensen.

Undersøgelsen, der er foretaget af Epinion for hovedorgansationen FTF, viser også, at bekymringen er størst hos de lønmodtagere, der har den korteste uddannelse, altså i høj grad 3F's medlemmer.

Blandt de lønmodtagere, der ikke har færdiggjort en uddannelse ud over grundskolen, har 46 procent den frygt, mens 33 procent ikke deler den bekymring.

Og Per Christensen lover at tage bekymringerne alvorligt.

- Jeg vil sørge for, at der er fuld opmærksomhed på vores egne kolleger, som er ledige, samtidig med at jeg forsøger at hjælpe flygtninge og migranter på vej, siger Per Christensen.

- Det værste, der kan ske, er at man oplever spændinger på en given arbejdsplads, fordi nogle oplever, at de bliver udstødt eller mister deres arbejde.

- Jeg vil insistere på, at nogle af de samme muligheder bliver givet til vores egne medlemmer, blandt andet omkring uddannelse.

- En ting er at hjælpe flygtninge og migranter. Vi skal også have kompetenceudvikling, vi skal snakke social dumping og arbejdsmiljø, fastslår Per Christensen.

Dansk Arbejdsgiverforening mener dog ikke, at der er grund til at frygte, at flygtningene vil tage arbejde fra danske lønmodtagere.

- Den centrale frygt, man kan have, er, at hvis vi ikke lykkes med at få integreret de flygtninge, der kommer nu, så kommer vi til at stå over for en meget stor udfordring, både økonomisk og sammenhængsmæssigt, siger Jacob Holbraad.

/ritzau/