3F: Især Østdanmark tøver med praktik

Tusindvis af unge kan ikke afslutte deres erhvervsuddannelse, fordi ingen virksomhed vil tage dem i praktik.

Værst ser det ud i københavnsområdet, hvor hver femte står uden en plads. En af landets største arbejdspladser, Københavns Lufthavn i Kastrup (CPH), har bare fem lærlinge og to kontorelever ud af i alt 2000 ansatte.

I 3F siger forbundssekretær Per Christensen, at i alt mangler mellem 8000 og 10.000 unge en praktikplads.

- Manglen er størst på Sjælland, mens virksomheder i Vestdanmark traditionelt føler et større ansvar. Måske fordi folk kender hinanden bedre, siger han til Ritzau.

Både den tidligere og den nuværende regering har taget initiativer, der skal sikre flere pladser, men så længe virksomhederne holder sig tilbage, sker der intet.

- Uanset hvilke politiske initiativer, der tages, ender det på arbejdsgivernes bord. De skal tage et ansvar, og vi er så ærgerlige over, at de ikke gør det, siger Per Christensen.

I Dansk Erhverv siger uddannelseschef Svend Berg, at virksomhederne skal have troen på fremtiden tilbage, før de for alvor tør ansætte elever. Og den optimisme mangler i øjeblikket.

- Hvis man skal ansætte elever, kræver det en vis omsætning, og den mangler mange steder. Samtidig skal der være et vist antal uddannede medarbejdere, for der skal jo være nogen til at oplære de unge, siger Svend Berg.

De Konservatives uddannelses- og arbejdsmarkedsordfører, Mai Henriksen, peger på, at især de store virksomheder har en moralsk forpligtelse til at tage lærlinge og praktikanter.

Men hun afviser, at der mangler mellem 8000 og 10.000 praktikpladser, fordi mange i stedet kommer i skolepraktik.

I 3F siger Per Christensen, at hvis skolepraktikpladserne medtages, mangler der fortsæt mindst 5000 pladser.

- Det er altså 5000 familier, som står med et ungt menneske, som ikke kan komme videre, siger Per Christensen.

 

Dagens Gossip