3F tilfreds med at regeringen har lyttet

Selvtilfredshed med, at fagforbundet har været med til at presse regeringen til handling.

»Det er meget tilfredsstillende, at regeringen har lyttet til vores kritik af effekten af den forkortede dagpengeperiode,« siger 3F-formand Poul Erik Skov Christensen.

»Det udspil, som regeringen er kommet med, skaber ro og tryghed blandt de 30.000 mennesker, der ved at falde ud af dagpengesystemet alene i det her år. Og vi er ekstra tilfredse i 3F, da 10.000 3Fere har udsigt til at falde ud af systemet,« fortsætter han.

Poul Erik Skov Christensen glæder sig over, at den såkaldte arbejdsmarkedsydelse, der vil gælde til og med 2016, fungerer som en slags brobygning, indtil effekterne fra Vækstplan DK forhåbentlig indfinder sig, og der bliver en større efterspørgsel på arbejdskraft.

Og den nye ydelse giver ikke blot ro på for de ledige, mener 3Fs formand.

»Det giver os tid og fred og ro til at diskutere, hvordan vi kan indrette et mere hensigtsmæssigt beskæftigelses- og dagpengesystem. Den diskussion forventer jeg, at vi får i den periode, vi står overfor,« siger Poul Erik Skov Christensen.

Uden arbejdsmarkedsydelsen, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) forventer at præsentere tirsdag, står 600 3Fere til at falde ud af dagpengesystemet hver måned i sidste halvår af 2013.

»Derfor ville der i aviserne hver eneste dag være en historie om folk, der har mistet deres forsørgelsesgrundlag og må gå fra hus og hjem. Og det er vanskeligt at diskutere politiske forandringer i sådan et miljø,« siger Poul Erik Skov Christensen.

Dagens Gossip

Dagens TV