40 år gamle breve: Nye spor af Else Ørn

En stor stak gamle breve adresseret til den danske kvinde Else Ørn er dukket op i Australien. Ingen ved, hvordan brevene til kvinden på Frederiksberg er kommet hele vejen "down under", men nu er det lykkedes at finde frem til en af Else Ørns fjerne slægtninge.

Per Ørn Vetter fra Falster har henvendt sig til Dagens.dk, efter at have hørt om efterlysningen af Else Ørn.

- Ørn er jo et gammelt slægtsnavn fra Nordsjælland, men vi er en stor slægt, og jeg må være fjerde led fra Else, fortæller Per Ørn Vetter.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

Han mener, at der må være tale om den samme Else Ørn, som brevene er adresseret til. Hun boede i København, og ifølge ham, blev hun født i 1914 og døde i 2007.

- Jeg kan huske, at hendes far var direktør. De var tre søskende: Else, Esther og så kan jeg ikke huske, hvad den sidste datter hed.

Per Ørn Vetter har dog ingen oplysninger om, hvor Else Ørns nærmeste slægtninge er i dag.

LÆS OGSÅ: Det sidste billede knuser dit hjerte: Ægtepar fotograferet i haven år efter år

Det er den australske kvinde Wendy Climpson, som via Facebook har efterlyst Else Ørn. Hun fandt en æske med cirka 50 gamle breve og postkort i en genbrugsbutik og købte dem.

Brevene er adresseret til Else Ørn på Gothåbsvej på Frederiksberg. De er hovedsageligt skrevet af en mand ved navn Bharat Goel, som boede i Indien og senere flyttede til Canada.

Wendy Climpsons efterlysning er delt mere end 6000 gange, og hun har nu tilføjet flere oplysninger.

Brevene er skrevet i perioden mellem 1973 og 1983 og er primært på engelsk, men enkelte er også på tysk.

Else var muligvis gift med en Sorensein eller Sørensen, som formentlig døde i 1981. I brevene er der også referencer til en Peter, der muligvis er Elses søn. Han var i reklamebranchen og boede på 26. etage og blev omkring 1980 skilt fra Sussana.

Den australske kvinde har efter at have læst brevene en teori om, at Else og Bharat mødtes tilfældigt i enten Tyskland eller København og herefter blev gode og nære pennevenner.

Ved du, hvem Else Ørn var, eller er du i familie med hende? Kontakt Dagens.dk på [email protected] eller 24 29 95 03.

Dagens Gossip