40 procent af de tyske vælgere vil af med Merkel

Skrevet af admin

29/01/2016

Dagens topnyheder

Næsten 40 procent af de tyske vælgere mener, at forbundskansler Angela Merkel bør gå af som følge af hendes liberale asylpolitik. Det viser en ny meningsmåling.

I modsætning til den euforiske velkomststemning, der var fremherskende i forbundsrepublikken i september, hvor mange var optaget af at hjælpe mennesker på flugt fra krig og undertrykkelse, er mange nu skeptiske over for Merkels politik.

En måling foretaget for nyhedsmagasinet Focus af det uafhængige forskningsinstitut Insa blandt 2047 tyske vælgere viser, at knap 45 procent ønsker at se Merkel blive som forbundskansler.

Blandt medlemmerne af Merkels konservative kristelige demokrater er det næsten 27 procent, som ønsker at se Merkel gå.

Merkel, som har været ved magten siden 2005, har lovet "mærkbart" at reducere antallet af migranter og flygtninge i år - blandt andet gennem et samarbejde med Tyrkiet.

Merkels regering, der består af hendes kristelige demokrater og socialdemokraterne i SPD, nåede torsdag aften til enighed om at stramme landets asylregler i forlængelse af et større kursskifte de seneste måneder.

SPD's leder, Sigmar Gabriel, siger, at regeringen vil stramme reglerne for familiesammenføring. Det betyder, at flygtninge, som er tildelt såkaldt begrænset beskyttelse, ikke kan få familiesammenføring i to år.

Regeringens hensigt er at sende afviste flygtninge og migranter hurtigere hjem.

1,1 million mennesker ankom sidste år til Tyskland.

Seksuelle overgreb på et større antal kvinder nytårsaften i Köln, hvor en gruppe indvandrere stod bag, har medført øget modstand mod kanslerens åbne arme.

/ritzau/Reuters