40 skuddræbt på skole i Nigeria

De bevæbnede mænd stormede landbrugsskolen i byen Gujba i Yobe-regionen og skød studerende, der stadig lå og sov i søndagens tidlige morgentimer, siger statslig politikommissær Sanusi Rufai til Reuters.

Tidligere på dagen sagde en hospitalskilde til Reuters, som ikke ønsker sit navn oplyst, at der er blevet bragt 26 lig ind fra gerningsstedet for angrebet. Men Reuters opjusterer nu tallet til 40 dræbte.

En hospitalskilde oplyser til et andet nyhedsbureau, AFP, at dødstallet er 28.

Ifølge AFP kommer gerningsmændene fra terrorgruppen Boko Haram. Talsmand for militæret Lazarus Eli kan ikke oplyse antallet af omkomne eller sårede over for AFP, men han siger, at angrebet blev udført af »Boko Haram-terrorister, som gik ind på skolen og åbnede ild mod de studerende«.

Yobe-regionen har de seneste måneder været hårdt ramt af brutale angreb fra Boko Haram.

BNB/Reuters/AFP

Dagens Gossip