400 immigranter frygtes druknet i Middelhavet

Skrevet af admin

14/04/2015

Dagens topnyheder

Omkring 400 mennesker frygtes at være druknet i Middelhavet i forsøget på at sejle fra Libyen til Italien.

Det siger overlevende fra det skib, der forulykkede, til Red Barnet.

De overlevende fra den forliste båd med fattige immigranter, der ville prøve lykken i Europa, blev ifølge vidneudsagn fra nogle af dem samlet op af et andet skib og sejlet til en italiensk havn.

Red Barnet siger tirsdag aften, at der blandt de 400 dødsofre var mange unge mænd, formentlig mindreårige.

I øjeblikket synes trafikken med fattige immigranter fra Afrika og Mellemøsten over Middelhavet til det sydlige Europa at være taget til.

Det franske nyhedsbureau AFP skriver, at mellem fredag og mandag er næsten 8500 immigranter blevet reddet og bragt til det sydlige Europa, hvilket på ny har fyret op under debatten om immigranterne i Italien.

Premierminister Matteo Renzi "leder efter endnu 6500 senge til immigranter", som Matteo Salvini, leder af det indvandrerkritiske Liga Nord, der har gjort krisen til en af sine mærkesager forud for regionale valg i maj, siger.

Hans melding på Facebook kom, efter at indenrigsministeriet i Rom mandag opfordrede regionerne Piedmont, Lombardiet, Venedig, Toscana, Emilia-Romagna og Campania til at finde hver 700 sengepladser til immigranter.

Andre regioner blev bedt om at finde plads til mellem 300 og 250 immigranter.

Mange af immigranterne rejser videre op i EU efter at være kommet i land i Italien, og denne strøm ventes at fortsætte uformindsket i de kommende måneder.

Indtil nu er der kommet 20.500 mennesker over Middelhavet til Europa i år, 10.500 af dem er kommet siden april.

Ifølge EU's grænseagentur Frontex venter en halv million mennesker i øjeblikket i Libyen på at blive sejlet over Middelhavet til EU's sydlige grænser.

/ritzau/Reuters