40.000 kunder har forladt Danske Bank

De har været sure - Danske Banks kunder. Og faktisk har tusindvis af dem også taget konsekvensen og lukket deres konto i banken, efter at Danske Bank har indført et gebyr for at være kunde i banken.

»Det er rigtigt, at 40.000 kunder har forladt os i Danmark,« siger ordførende direktør Eivind Kolding i forbindelse med fremlæggelsen af bankens regnskab for første halvår af 2013.

Han understreger, at de kunder, som har forladt butikken, for størstedelens vedkommende er kunder, som banken sagtens kan undvære og at bankens markedsandele er stabile.

»Langt de fleste af de kunder, som har forladt os, er kunder, som er meget inaktive og ikke bruger deres konti, og kunder, som primært er kunder i en anden bank,« siger Eivind Kolding.

Han fortæller, at 750.000 af bankens kunder har tilmeldt sig det nye kundeprogram, og at programmet faktisk tiltrækker kunder, hvis økonomi placerer dem i de bedste af programmets grupper.

»93 procent af vores forretningsvolumen inden for det her segment er allerede på kundeprogrammet, og vi ser en nettokundetilgang i de segmenter, hvor fordele er allerstørst,« siger Eivind Kolding.

Dagens Gossip