41-årig død under udrykning: Var punktering skyld i ulykke?

Skrevet af Michael Lauritsen

16/02/2014

Dagens topnyheder

En brandmand har søndag eftermiddag mistet livet, efter at en brandbil er væltet nær Kolind på Djursland.

To brandmænd blev fastklemt under brandbilen. Manden, der omkom på stedet, var 44 år og deltidsbrandmand.

En 41-årig deltidsbrandmand, der kørte brandbilen, kom til skade og er under behandling på Aarhus Universitetshospital.

De pårørende er underrettet.

Ved ulykken skred tankvognen ud og ned ad en skrænt, væltede rundt og landede på siden, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

- Han er desværre afgået ved døden, sagde vagtchef Jan Abildtrup Jensen tidligere søndag.

Ulykken skete på Maarupvej, da brandbilen var på vej ud for at hjælpe til ved en gårdbrand klokken 14.04.

- Jeg kan fortælle, at brandbilen er en tankvogn. Men ellers har jeg ikke flere oplysninger i øjeblikket, sagde vagtchefen ved 15-tiden.

- Vi giver dem lige fred og ro til at arbejde derude i stedet for at fodre os med informationer.

Årsagen til ulykken efterforskes fortsat, og der arbejdes ud fra den teori, at en punktering af det ene forhjul var årsag til ulykken.

/ritzau/