41-årig mand dømt for trusler mod Jørn Ege

Skrevet af admin

27/06/2014

Dagens topnyheder

En 41-årig mand blev fredag i Københavns Byret idømt 40 dages fængsel for en række trusler mod den kontroversielle og nu afdøde plastikkirurg Jørn Ege. Manden kan dog slippe for fængsel mod at udføre 30 timers samfundstjeneste.

Det oplyser senioranklager Ebbe Arentoft, Københavns Politi.

Ifølge anklagemyndigheden indgik et grisehoved foran klinikdøren og en død rotte i postkassen i en stribe trusler mod lægen. Men netop disse punkter blev manden frifundet for.

- Vi havde ønsket ham dømt for disse forhold på grund af hele konteksten, men retten ville ikke dømme ham uden objektive beviser, så som dna, fingeraftryk eller en underskrift, og det må vi erkende, at der ikke var, siger Ebbe Arentoft til Ritzau.

Jørn Ege blev blandt andet kendt for at foretage penisforlængelser og brystforstørrelser, og han blev ofte omtalt som "penislægen".

Men flere patienter klagede over, at operationerne gik galt, og i oktober sidste år fradømte Østre Landsret ham retten til at foretage fedtsugninger, fordi han havde udvist "alvorlig og gentagen kriti­sabel faglig virksomhed".

Den 41-åriges søster havde også været under Jørn Eges kniv med svære smerter til følge. Det fremgår i hvert fald af en sms fra december 2012, som den nu tiltalte angiveligt sendte til lægen via en fælles bekendt.

I samme sms skriver han desuden: "Har du stadig kontakt til den nar til Ege, så fortæl ham, at han bliver slagtet, når jeg kommer hjem fra Filippinerne".

Den pågældende sms var den sidste han sendte - den første blev ifølge anklageskriftet sendt et halvt år tidligere, ligesom han angiveligt i september 2012, skrev et meget truende brev, hvor han på søsterens vegne krævede 30.000 kroner i erstatning, "hvilket er temmelig billigt sluppet".

Hvis lægen ikke ville betale "så bliver der i den grad gjort alvor af mine trusler med hensyn til at knuse dine fingre, så du aldrig mere kommer til at udføre det, der minder om en operation igen".

Den 16. oktober 2012 blev en død rotte og et stykke papir med teksten: "Betal dit svin" lagt i Jørn Eges postkasse.

Dagen efter blev et grisehoved med en kniv gennem øjet lagt foran hans klinik. Vedlagt var et postkort med teksten: "Stop Jørn Ege". Men retten har altså ikke fundet det bevist, at den 41-årige var afsenderen.

Anklagemyndigheden vil nu studere byrettens dom for at vurdere, om afgørelsen skal ankes til landsretten.

Jørn Ege selv kommer ikke til at opleve udfaldet af sagen. Han døde 20. maj af kræft.

/ritzau/