41-årig mand i livsfare: Slynget ud af bil i soloulykke

Skrevet af admin

17/10/2013

Dagens topnyheder

En 41-årig mand er i livsfare, efter han blev slynget ud af sin bil i et solouheld torsdag eftermiddag.

Det fortæller Fyns Politi til Ritzau.

- Manden kom kørende i sydlig retning på Snøddevej på det nordlige Langeland, da han af ukendte årsager endte ude i rabatten, hvorefter bilen vælter om på siden, og manden bliver slynget ud, fortæller vagtchef hos Fyns Politi, Hans Frederiksen.

Den 41-årige mand, der var bevidstløs, da politiet ankom til stedet, blev efterfølgende fløjet med helikopter til Odense Universitets Hospital, hvor han torsdag aften modtager behandling. Hans tilstand beskrives som yderst kritisk.

Fyns Politis bilinspektører er sendt til ulykkesstedet for at opklare, hvorfor manden pludselig mistede kontrollen over sin bil.

/ritzau/