42-årig betjent tiltalt: Stivere end politiet tillader

En 42-årig politibetjent var stivere end politiet tillader efter en våd julefrokost den 7. december sidste år, skriver BT.

Der blev drukket tæt til politiets julefrokost. Ved 2.30-tiden om natten forlod betjenten fra Task Force Øst festen og satte sig ud i sin Fiat Punto. Det til trods for, at han havde drukket rigeligt.

Og det gik heller ikke særligt godt med kørslen. På parkeringspladsen foran politistationen nedlagde han et lavt hegn. Og kort efter blev han anholdt af et par ”ædru” kollegaer, der var på arbejde. Promillen viste 2,4.

Inden politiet nåede frem var den 42-årige betjent kravlet ud af sin bil og var faldet i søvn, skriver BT.

Nu venter der betjenten et retsligt efterspil. Han er tiltalt for spirituskørsel samt en paragraf om ikke at udvise ”tilstrækkelig agtpågivenhed, så der ikke opstod fare eller forvoldes skade”.

Betjenten risikerer en ubetinget frakendelse af kørekortet. Han skal desuden ikke regne med særbehandling, blot fordi han er betjent:

- Sagen bliver behandlet som en hvilken som helst anden sag om spirituskørsel, siger anklageren i sagen.

Den 42-årige betjent er suspenderet fra sit job indtil sagen er afgjort i retten. Og bliver han kendt skyldig, mister han formentlig også sit job.

Dagens Gossip