42-årig fængslet for at sparke hundelufter

En 42-årig lokal mand er fredag blevet varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Aalborg for et groft og angiveligt umotiveret overfald på en ældre hundelufter i Skagen torsdag aften, oplyser Nordjyllands Politi.

Den 42-årige nægter sig skyldig, men er sigtet for grov vold, da han både slog den 63-årige mand og sparkede ham iført sikkerhedssko.

- Han bliver sigtet for grov vold, og det gør han fordi, han har et par sikkerhedssko med stålkap, og når man sparker med sådan nogle, så er det den grove voldsparagraf, sagde vagtchef Åge Pedersen tidligere til Ritzau.

Overfaldet skete kort før klokken 21 torsdag, da den 63-årige mand lufter sin hund i et kolonihaveområde i Skagen. Han passerer en mand, som står og tisser ved en busk.

Den tissende mand vender sig om, og siger, at hundelufteren 'skal skrubbe af med sin forbandede køter'.

Hundelufteren fortsætter dog videre, hvorefter den 42-årige mand ifølge politiet kommer løbende over og tildeler den 63-årige adskillige knytnæveslag i ansigtet.

Den ældre mand går tilbage til sit hus i nærheden, hvor han opdager, at han har tabt sine briller. Han finder derfor en lommelygte og går tilbage til stedet.

- Så kommer den 42-årige løbende ud igen, slår ham og sparker ham efterfølgende. Det er ualmindeligt groft, at der går en ældre mand og lufter sin hund stille og roligt, og så bliver han slået ned, fortalte vagtchefen.

Det er uvist, om den 42-årige har kæret rettens varetægtsfængsling.

/ritzau/

Dagens Gossip