42-årig mand dømt for at banke 72-årig til døde i Randers

En 42-årig mand er dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling på ubestemt tid for drab på en 72-årig fysisk svækket beboer på et bosted.

Drabet blev begået 26. december 2013 på bostedet, hvor den dømte opholdt sig efter en tidligere dom til psykiatrisk behandling, oplyser Retten i Randers.

Den 42-årige havde haft tilladelse til at forlade bostedet i julen og havde ved en fejl ikke fået antabus. Da han vendte tilbage til bostedet, var han påvirket, og det blev besluttet, at han skulle tvangsindlægges.

Den vold, der medførte den 72-åriges død, skete, mens de ventede på, at tvangsindlæggelsen kunne gennemføres.

En enig domsmandsret fandt det bevist, at den 42-årige, efter at have sparket den ældre mand i brystet med en sådan kraft, at flere ribben brækkede, havde givet den 72-årige ikke under 10 meget hårde slag i hovedet med blandt andet et bordben med et kraftigt beslag.

Obduktionen viste, at især et af slagene i hovedet havde medført omfattende hjerneskade, og at det var skaderne på hjernen, der var årsag til, at den 72-årige tre dage senere døde.

Retten fandt det ikke bevist, at tiltalte på noget tidspunkt under forløbet havde udøvet volden med den hensigt at dræbe den 72-årige. Der var således ikke et såkaldt direkte forsæt.

På grund af det omfang, den voldsomhed og betydelige kraft, som volden mod hovedet med læsioner til følge havde haft, fandt retten, at det havde stået tiltalte klart, at det var overvejende sandsynligt, at forurettede ville dø som følge af den fortsatte voldsomme voldsudøvelse.

Der var således et såkaldt sandsynlighedsforsæt.

Dommen betyder, at det er retten, der skal tage stilling til, om dommen på et tidspunkt kan ændres, så den 42-årige mand ikke længere skal være anbragt på en psykiatrisk afdeling.

Den dømte modtog dommen, der faldt onsdag.

/ritzau/

Dagens Gossip