42-årig mand fundet død på gaden: Politiet efterlyser vidner til overfald

Skrevet af admin

23/12/2015

Dagens topnyheder

En 42-årig mand er tirsdag aften afgået ved døden, efter at han mandag blev fundet bevidstløs i Greve.

Han havde skader i baghovedet og blødninger i hjernen, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Det er dog uklart, om han er blevet overfaldet eller er faldet i beruset tilstand.

- En 42-årig mand fra Greve blev mandag den 21. december klokken 17.36 fundet liggende bevidstløs ved Greve Midtby Center 14B, skriver politiet og uddyber:

- Ambulance og politi blev tilkaldt til stedet, hvor den bevidstløse mand blev skønnet kraftigt påvirket af spiritus. Det kunne desuden konstateres, at den pågældende havde nogle få skader, herunder en mindre skade i baghovedet.

Den bevidstløse mand blev i første omgang kørt til Køge Sygehus, men måtte efterfølgende overføres til Rigshospitalet.

Her blev han lagt i respirator på grund af en kraftig blødning i hjernen. Tirsdag aften døde han på hospitalet. Han nåede ikke at komme til bevidsthed.

Ingen vidner har tirsdag aften henvendt sig til politiet, og det er derfor usikkert, hvad der gik forud for fundet af manden.

- Politiet vil derfor gerne høre fra vidner, der har set den 42-årige i klammeri med andre ved centerindgangen ved gangbroen, skriver Midt- og Vestsjællands Politi.

- Politiet har talt med vidner, der har hørt om slagsmål på stedet, men mangler stadig at høre fra vidner, som selv har set noget, lyder det videre.

Midt- og Vestsjællands Politi kan kontaktes på 114.

/ritzau/