42 er skuddræbt på kostskole

Islamister menes at stå bag en massakre lørdag i byen Potiskum i det nordøstlige Nigeria, hvor gerningsmænd har skudt og dræbt 42 elever og en lærer på en kostskole, oplyser en politikilde.

Gerningsmændene satte ild til skolebygningerne og skød de flygtende elever, oplyser kilden til nyhedsbureauet Reuters.

Desuden skal adskillige elever blive behandlet for brandskader.

Angrebet er det værste af tre angreb på skoler, siden militæret i maj indledte en offensiv for at knække den islamistiske oprørsgruppe Boko Haram, der betyder "vestlig uddannelse er en synd" på det nordlige Hausa sprog.

Byen Potiskum ligger i delstaten Yobe, der er en af tre delstater i den undtagelsestilstand, som præsident Goodluck Jonathan udråbte i maj.

Da beordrede præsidenten flere soldater til regionen for at nedkæmpe et oprør, som anses for at udgøre den største sikkerhedsrisiko mod Nigeria, der er Afrikas største olieproducent.

Reuters' politikilde besvarede spørgsmål pr. e-mail, fordi mobiltelefonnettet blev afbrudt som led i undtagelsestilstanden.

Angrebene, hvor gerningsmændene hurtigt forsvinder, øger frygten for, at militærets offensiv nok har tvunget oprørerne i undergrunden fordi de kæmper for at skabe en særskilt islamistisk stat i det nordøstlige Nigeria, men ikke stoppet har deres angreb.

I juni dræbte formodede islamistiske gerningsmænd ni elever på en skole i Nigerias nordøstlige by Maiduguri. Syv dage inden dette angreb blev syv elever dræbt ved et lignende angreb i byen Damaturu.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip