42 tv-pirater idømt bøder på næsten 800.000 kroner

Det kan blive rigtig dyrt at snyde tv-selskaberne for den månedlige betaling for at se favoritkanalerne.

Det må 42 danskere nu sande, efter at de er blevet dømt for tv-pirateri.

De 42 personer får nu store bøder i en sag om såkaldt card-sharing, efter at de har deltaget et netværk, hvor de kunne modtage Viasat og Canal Digitals store udvalg af tv-kanaler uden at betale tv-selskaberne for det.

Bøderne ligger mellem 5.000 og 20.000 kr., og de beregnes efter, hvor lang tid man har været med i netværket.

Samlet skal de 42 personer betale bøder for i alt 787.500 kroner.

- Størrelsen af bøderne viser, at det er ganske alvorligt at se betalings-tv uden at betale for det. Jeg håber derfor, at folk vil tænke sig godt om, inden de bliver tv-pirater, for de risikerer en stor økonomisk lussing, siger advokaturchef Per Kiel Lauritsen.

Udover bøder skal de betale erstatning til Viasat og Canal Digital for omkring 750.000 kroner, så det bliver en dyr omgang.

Card-sharing foregår ved, at man tegner et abonnement hos et tv-selskab, så man lovligt kan se betalingskanaler via et kort i sin satellitmodtager.

Kortets krypteringskoder bliver herefter delt via internettet med de andre brugere på netværket, der på den måde kan udnytte kortets adgang til at se betalings-tv.

Sagen er efterforsket i et samarbejde mellem Lokalstation Thisted og Central Efterforskning ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Sagen er anmeldt af Viasat, der selv har fundet frem til bagmændene bag netværket og brugerne.

Sagerne mod personerne bag netværket er endnu ikke afgjort, men det forventes, at der i løbet af efteråret er taget stilling til, hvordan sagerne skal afgøres.

Dagens Gossip