43-årig havde drukket snaps inden trafikdrab på 13-årig

Skrevet af admin

19/11/2013

Dagens topnyheder

Der var en del spiritus i blodet på den mand, der mandag aften kørte en 13-årig dreng ihjel nord for Frederiksværk.

Den 43-årige mand havde drukket "kyllinger" – altså snaps – i en periode op til ulykken, og han husker at være kørt ind på en tankstation og købt den sidste lille snaps fem minutter inden, ulykken skete.

Det var en af de ting, der kom frem under tirsdagens grundlovsforhør i Retten i Hillerød, hvor den 43-årige - sigtet for uagtsomt manddrab og overtrædelse af færdselsloven - blev varetægtsfængslet frem til den 16. december.

Helt nøjagtigt havde den 43-årige en promille på 1,44, og under grundlovsforhøret sagde han, at han ikke husker ulykken.

- Han erkender, at han har ført bilen, men han har ingen erindring om selve ulykken eller det, der skete umiddelbart efter, siger anklager Rikke Hald.

Ifølge B.T. var den 43-årige meget berørt under grundlovsforhøret og ked af det, han havde gjort.

Udover spiritus viste blodprøven også, at manden havde hash i blodet, hvad han selv forklarede med, at han røg en joint for et par dage siden som led i behandling for sin ADHD.

- Han mente dog ikke, at han var påvirket af det længere, da ulykken fandt sted. Men det finder vi ud af, når vi får resultatet af den blodprøve, siger Rikke Hald.

Det er ikke første gang, at den 43-årige kører med alkohol i blodet. Han er tidligere dømt for spirituskørsel og har grundet dette ikke noget kørekort.

Ulykken skete mandag aften, da manden kørte ind over den modsatrettede vejbane og ramte drengen, der kørte på cykelstien.

- Drengen erklæres død på stedet, sagde vagtchef ved Nordsjællands Politi, Ulrik Linden.

/ritzau/