43-årig modtager betinget dom for Breivik-støtte

Manden blev for to uger siden dømt ved Retten i Kolding for blandt andet at have udtrykt støtte til den norske terrorist, efter at Breivik havde begået massedrab på politisk aktive unge på en sommerlejr på Utøya og udløst en bombe mod regeringskvarteret i Olso 22. juli 2011. Efter terrorangrebet i Norge skrev den 43-årige ifølge anklageskriftet på Breiviks profil på Facebook: »Vi elsker dig anders breivik. Stå på hail and kill manowar«.

Den dømte fik to uger til at overveje, om han ville anke dommen.

»Min klient har valgt at tage imod dommen,« lyder den kortfattede kommentar fra mandens forsvarer, Gitte Juul Jensen.

Den 43-årige blev desuden dømt for, at han efter terrorangrebet sendte en SMS-besked til Anders Breivik. Beskeden angav at være sendt allerede kl. 12.45 samme dag, og hensigten var at forlede politiet til at tro, at han havde kommunikeret med Breivik før bombesprængningen og dermed var medskyldig i planlægningen af terroranslaget.

Endelig blev den 43-årige dømt for overtrædelse af våbenloven ved at have været i besiddelse af en militærriffel, som han lod sig fotografere med og efterfølgende anvendte som sit profilbillede på Facebook.

Anklagemyndigheden havde krævet en frihedsstraf til manden, men da sagen er tilbage fra 2011, fastslog retten, at dommen skulle være betinget. Statsanklageren har heller ikke anket dommen.

Dagens Gossip