43-årig nordjyde sigtet for at voldtage bedøvet genbo

Skrevet af admin

12/09/2014

Mest læste i dag

En 43-årig mand er sigtet for at voldtage en 25-årig kvinde, mens hun var stærkt bedøvet af medicin i sit hjem i Jerslev nær Brønderslev i Nordjylland.

Voldtægten skulle være sket i april, hvor manden også ifølge sigtelsen begik indbrud hos den kvindelige genbo og truede en tredje person.

- Han er sigtet for at udnytte, at hun ligger bedøvet, og på den måde have samleje med hende, siger senioranklager Peter Rask ved Nordjyllands Politi til Ritzau.

- Hun tager noget medicin, som har en temmelig sløvende effekt, og så vågner hun op ved, at han har samleje med hende, fortæller anklageren.

Den 43-årige er også sigtet for indbrud hos kvinden og for at have truet en person, som kom på besøg og hjalp kvinden i en anden forbindelse. Personen blev angiveligt truet med, at den 43-årige "ville smadre ham".

Den 43-årige har nægtet at udtale sig til politiet.

Nordjyllands Politi kræver den 43-årige varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør ved Retten i Hjørring fredag.

/ritzau/