43.000 ledige står til hård straf efter nytår

Skrevet af admin

22/12/2013

Dagens topnyheder

Fra nytår træder nye regler i kraft, som skærper brugen af sanktioner.

Det vil sige, at 43.000 jobklare kontanthjælpsmodtagere i det nye år med større sandsynlighed risikerer en såkaldt "dummebøde", hvis de træder ved siden af jobcentrets regler, skriver Avisen.dk.

- Man kan sige, at tålmodigheden bliver lidt kortere over for dem, der har vist, at de ikke stiller sig fuldt til rådighed.

- Bevisbyrden vender lidt, så det i højere grad er den ledige, som skal sandsynliggøre, at de står til rådighed, hvis deres adfærd i øvrigt forårsager begrundet tvivl, siger Ulrik Petersen, der er chefkonsulent i Kommunernes Landsforening (KL), til Avisen.dk.

Arbejdsløse kan blive trukket i kontanthjælp, hvis de gør sig skyldige i såkaldt "selvforskyldt ledighed". Det kan for eksempel ske, hvis man ikke dukker op til et møde, udebliver fra et cv-kursus eller afviser et jobtilbud eller en form for aktivering.

Som Avisen.dk har beskrevet, gør kommunerne allerede i dag flittigt brug af sanktioner. Enkelte kommuner har straffet over halvdelen af de jobklare kontanthjælpsmodtagere i løbet af det seneste år, mens 28 procent i gennemsnit er løbet ind i en sanktion.

De skærpede regler er led i kontanthjælpsreformen, som regeringen vedtog i juni med et bredt flertal i Folketinget.

Formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau, bekræfter over for Avisen.dk, at der venter skrappere sanktioner efter nytår:

- Fremover kan man give sanktioner i op til tre måneder ad gangen i stedet for punktsanktioner (hvor man trækkes i kontanthjælp for en eller flere dage, red.).

- Det smidiggør systemet set fra kommunens synsvinkel, fordi det minimerer bureaukratiet, men for de arbejdsmarkedsparate ledige vil det være en system, hvor man risikerer en mere voldsom sanktion, hvis man træder ved siden af.

/ritzau/