44-årig er dømt hårdeste straf for brandstiftelser

Skrevet af admin

08/10/2015

Dagens topnyheder

I midten af august sidste år stod fire turistbusser i flammer på en parkeringsplads på Amager. Torsdag blev den 44-årige gerningsmand dømt til forvaring for den og 13 andre brandstiftelser.

Hans tidligere kæreste og mor til deres fælles spædbarn fik et år og tre måneders betinget fængsel for deltagelse ved seks af ildspåsættelserne og for egenhændigt at sætte ild til en bil.

Udover den betingede dom, skal hun udføre 200 timers samfundstjeneste og indgå i behandling af misbrug.

Venner, familiemedlemmer og parrets spædbarn var til stede i retten, da dommen blev læst op.

Med spædbarnet knuget mellem sig sagde parret på gensyn til hinanden, inden de gik ned til tilhørerne og krammede dem farvel.

Busbranden forårsagede skader på yderligere tre busser og omkostningerne løb op i 8,5 millioner kroner.

De brændende turistbusser var den seneste i en række brandstiftelser, der hærgede København over sommermånederne sidste år, og politiet valgte derfor at aflytte et mistænkt kærestepar.

På aflytningerne fangede man den nu 44-årige mand grinende fortælle sin kæreste, at han "havde været ude at futte af".

Det lykkedes politiet at knytte manden, der tidligere er dømt for et groft mord, til 13 andre brandstiftelser.

Retslægerådet havde ellers i sin lægelig erklæring udtalt, at manden kunne og burde afsone en tidsbestemt fængselsstraf. Og den 44-åriges forsvarsadvokat lagde i sin procedure onsdag vægt på vigtigheden af ikke at trodse retslægerådet.

- Der skabes retshistorie, hvis man vælger at trodse Retslægerådet. Der er forskel på manddrab og brandstiftelse. Der har i denne sag ikke været fare for manddrab, sagde forsvarsadvokat Stefan Reinel.

Parter har nu 14 dage til at beslutte sig for, om de vil anke sagen til landsretten.

/ritzau/