4,4 millioner valgkort er på vej til vælgerne

De danske postbude har fået en ekstra en pukkel at slæbe på i disse dage. Mandag begynder omdelingen af 4,4 millioner valgkort til kommunal- og regionsrådsvalget tirsdag den 19. november, oplyser Post Danmark.

- Vi er stolte over at kunne bidrage til den demokratiske proces med det, vi er gode til, nemlig at stå for omdelingen af valgkortene i hele landet.

- Det er en stor og vigtig samfundsopgave, som vi sætter en stor ære i at være med til at løse, siger Martin von Horsten, chef for Distribution i Post Danmark, i en pressemeddelelse.

Post Danmarks beregninger viser, at de 4.399.125 valgkort tilsammen vejer cirka 14 ton og måler sammenlagt cirka 925 kilometer - svarende til mere end afstanden fra København til Skagen og retur.

Valgkortene skal være omdelt senest torsdag den 14. november - fem dage før valget.

I den forløbne weekend er de mange valgkort blevet sorteret i Post Danmarks tre postcentre, og nu er de klar til at komme med ud på postbudenes ruter, der dækker samtlige adresser i landet.

- Vi står over for nogle af årets travleste dage, men vi har prøvet det før og har forberedt os godt.

- Nu glæder vi os til at komme i gang med at omdele de mange millioner valgkort, så danskerne får muligheden for at sætte deres kryds den 19. november, siger Martin von Horsten.

Har man ikke har modtaget sit valgkort, eller har man mistet det, skal man henvende sig til Borgerservice i sin kommune.

Ud over valgkortene til valget til kommuner og regioner omdeler Post Danmark i disse dage yderligere 223.000 valgkort til ældrerådsvalg i flere kommuner.

/ritzau/

Dagens Gossip