45-årig anholdt i sag om selvmord efter digital mobning

Skrevet af Emma Kirstine Kejser

14/03/2013

Dagens topnyheder

 

Den 45-årige er mistænkt for at have udnyttet to piger, hvor efter han skulle have udstillet dem på nettet. Den ene af dem var den 13-årige pige, som i fredags tog sit eget liv, ved at hoppe ud foran et tog.

Politiet i Örebro har nu offentliggjort mandens online alias, bealarsson97, i håb om at flere potentielle ofre vil henvende sig.

- Vi tror på, at der er flere forurettede i sagen, måske en hel del, siger talsmand for Örebros Politi Mats Nylén ifølge The Local.

Politiet formoder at flere børn har været udsatte for digitale overgreb fra den 45-årige, og har derfor offentliggjort aliasset, og opfordrer folk til at henvende sig, hvis de skulle have været i kontakt med ham.

I hans jagt på sårbare småpiger, via Skype og andre chat-tjenester, skulle han have udgivet sig for at være en teenage-dreng født i 1997, og skulle også senere have udgivet sig for at være en 13-årig pige.

Ifølge The Local skulle den 45-årige også arbejde som fodbold-træner  for en større svensk fodbold-klub.

Politiet mistænker at det er truslen om, at krænkende billeder skulle blive offentliggjort på nettet, der har skubbet hende ud over kanten, og har fået hende til at tage sit eget liv.

Den 45-årige skulle nemlig have lokket flere piger til at vise sig afklædte for ham via webcam, hvorefter han skulle have truet med at offentliggøre dem på nettet. Han nægter sig fortsat skyldig i alle anklager.

Den afdøde piges far skulle allerede have alarmeret pigens skole i efteråret, men her blev der ikke taget hånd om problemet.