45-årig dræbt da varebil tørnede ind i træ

Skrevet af admin

01/02/2016

Mest læste i dag

Føreren af en varebil blev mandag morgen dræbt, da han mistede kontrollen over sit køretøj og tørnede ind i et træ. Ulykken skete på Gyrstingevej ved Ringsted.

Manden, der er 45 år og fra lokalområdet, blev dræbt på stedet.

Der var ikke andre køretøjer involveret i ulykken, og der er ikke nogen umiddelbar forklaring på, hvorfor manden kørte over i den modsatte vejbane og endte i et træ.

- Der er en række undersøgelser, vi skal have lavet. Men vi arbejder ud fra, at han måske faldt i søvn eller fik et ildebefindende, siger vagtchef René Søe Pedersen, Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet fik anmeldelsen af ulykken omkring klokken 7.40.

En bilinspektør har undersøgt ulykkesstedet, og han anslår, at bilistens hastighed på ulykkestidspunktet var cirka 80 kilometer i timen.

For måske at nå til bunds i omstændighederne omkring ulykken er en række vidner blevet afhørt, oplyser vagtchefen.

/ritzau/