45-årig fængslet for at sexkrænke 10-årig dreng

Skrevet af admin

14/01/2014

Dagens topnyheder

Der er begrundet mistanke mod en 45-årig mand om, at han har udsat en 10-årig dreng for blufærdighedskrænkelse i Valby.

Det vurderer en dommer i Københavns Dommervagt tirsdag, som derfor har varetægtsfængslet den 45-årige mand i to uger.

Københavns Politi har sigtet manden for anden kønslig omgang end samleje med drengen, men dommeren mener, at der indtil videre kun er begrundet mistanke om krænkelse af blufærdighed.

De seksuelle krænkelser har ifølge politiet fundet sted fra august til november sidste år på Carl Th. Dreyers Vej i Valby. Det skete i et privat hjem, oplyser advokaturchef i personfarlig kriminalitet Dorit Borgaard til Ritzau.

Det er uvist, hvordan den sigtede forholder sig til mistanken, og om varetægtsfængslingen er kæret.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, og politiet har på nuværende tidspunkt ikke flere kommentarer til sagen.

/ritzau/