45-årig gennembanket på værtshus i Helsingør

Skrevet af admin

26/10/2013

Mest læste i dag

Politiet vil have varetægtsfængslet seks mænd, der er sigtet for grov vold efter et værtshusslagsmål i Helsingør natten til lørdag.

Volden gik ud over en 45-årig mand, der blev gennembanket, så han mistede bevidstheden, oplyser vagtchef Palle Jørgensen, Nordsjællands Politi.

Manden er blevet behandlet på traumecentret på Hillerød Sygehus, og han er kommet til bevidsthed igen. Politiet havde lørdag morgen ikke overblik over, hvor hårdt kvæstet manden er.

Politiet skal lørdag afhøre ham for at finde ud af motivet til den grove vold, der fandt sted på Gefion Bodega på Gefionsvej i Helsingør.

- Vi ved endnu ikke, hvad motivet til slagsmålet var, men det er vi i gang med at finde ud af, siger Palle Jørgensen.

På værtshuset var ofret kommet i klammeri med en anden mand, der på et tidspunkt tilkaldte et tæskehold bestående af nogle venner. De kastede sig over den 45-årige, der blev slået med blandt andet bordben.

Politiet fik anmeldelsen klokken 4.17, og de seks mænd blev anholdt og sigtet for vold. De fremstilles lørdag i grundlovsforhør.

Fem af mændene er mellem 24 og 30 år, mens den sidste er 48 år.

/ritzau/