45 anholdt i bandeaktion på Sjælland

Politiets aktionsstyrke, Task Force Øst og Skat har onsdag aften besøgt omkring 50 adresser med relation til rocker- og bandegrupperinger over hele Sjælland, hvilket har ført til 45 anholdelser, skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Ni af de anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør. Tre i forbindelse med skarpladte skydevåben og seks i forbindelse med narko.

På adresserne blev der blandt andet fundet et oversavet jagtgevær med ammunition, maskinpistol, gaspistol, slagvåben, narko, designermøbler, større kontant beløb og en stjålet bil.

»Dagens aktion er gået efter planen og uden tilspidsede situationer,« siger politiinspektør Jørgen Skov.

I Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds blev tre adresser ransaget. Fire personer er anholdt, og der blev på stederne fundet flere ulovlige blankvåben, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Politiinspektør Jørgen Skov fra Københavns Politi oplyser, at man anholder mistænkte gerningsmænd til »en lang række sager omhandlende handel med narkotika, overfald og anden alvorlig kriminalitet«.

»Vi gør det klart for rocker- og bandemedlemmerne, at vi under ingen omstændigheder vil acceptere voldelige konflikter, at vi griber ind over for deres kriminalitet, herunder blandt andet deres åbenlyse hashhandel og besiddelse af ulovlige våben. Samtidig ønsker vi at få bandemedlemmerne i tale og tilbyde dem hjælp til at komme ud af det kriminelle miljø,« siger han.

Dagens Gossip