45 millioner i kaution for Amanda Berrys bortfører

Offentligheden fik torsdag de første live-billeder af amerikanske Ariel Castro, der mistænkes for at bortføre tre kvinder og holde dem fanget i sit hjem i mellem ni og 11 år.

52-årige Castro blev fremstillet for en dommer i hjembyen Cleveland, men forblev tavs og erklærede sig hverken skyldig eller ikke-skyldig.

Efter det korte retsmøde valgte dommeren at varetægtsfængsle ham og sætte kautionen til to millioner dollars pr. offer - i alt otte millioner dollars, da en af de tre kvinder har født et barn i fangenskab. Kautionen svarer til 45 millioner danske kroner.

Forinden havde den offentlige anklager, Brian Murphy, oplæst listen over sigtelser, der tæller både voldtægt og bortførelse.

»Castros hjem var et fængsel for hans ofre. Nu er rollerne vendt. I dag er Castro i fangenskab og kvinderne er fri,« sagde anklageren, inden dommeren afsagde sin afgørelse.

Foruden den høje kaution, der sandsynligvis sikrer, at Ariel Castro vil forblive bag tremmer frem til retssagen mod ham, forbød dommeren ham mod at tage kontakt til sine ofre.

Efter retsmødet oplyste Castros forsvarer, Kathleen DeMetz, ifølge AFP, at hendes klient er i selvmordsfare og derfor skal overvåges af vagter, når han placeres i den lokale arrest.

To brødre til Ariel Castro er også blevet anholdt, men de er dog ikke længere mistænkt i forbindelse med bortførelsen af de tre kvinder.

Dagens Gossip