45 millioner mennesker på flugt verden over

Ifølge rapporten er borgerkrigen i Syrien en helt afgørende faktor for, at antallet af mennesker, der lever som flygtninge eller internt fordrevne, er det højeste siden 1994.

»Tallene er meget alarmerende. De viser individuelle lidelser i et meget stort omfang, og de viser, hvor vanskeligt det er for det internationale samfund at forhindre konflikter og komme med løsninger til konflikterne,« siger António Guterres, FNs højkommissær for flygtninge, i en pressemeddelelse.

Rapporten viser, at ved udgangen af 2012 var mere end 45,1 millioner mennesker på flugt sammenlignet med 42,5 millioner ved udgangen af 2011. Tallet dækker over 15,4 millioner flygtninge, 937.000 asylansøgere, og 28,8 millioner mennesker, som er blevet tvunget på flugt inden for grænserne af deres egne lande.

Krige er den væsentligste årsag til, at folk er på flugt. 55 procent af alle flygtninge i UNHCRs rapport kommer fra bare fem krigsplagede lande, nemlig Afghanistan, Somalia, Irak, Syrien og Sudan.

Børn under 18 år udgør med 46 procent næsten halvdelen af verdens flygtninge. Listen over, hvem der aftager flest flygtninge, har ikke ændret sig i forhold til 2011. Pakistan er fortsat det land i verden, der huser flest flygtninge, efterfulgt af Iran og Tyskland.

Afghanistan er det land, hvor der er flest, der er flygtet fra – en position landet har haft i 32 år. I gennemsnit er hver fjerde flygtning på verdensplan afghaner. Somalia, en anden langvarig konflikt, tager andenpladsen i 2012. Irakerne er den tredjestørste flygtningegruppe efterfulgt af syrere.

Dagens Gossip