45.000 syriske kurdere flygter fra IS til Tyrkiet

Skrevet af admin

20/09/2014

Dagens topnyheder

Tyrkiets vicepremierminister, Numan Kurtulmus, siger lørdag, at 45.000 syriske kurdere har krydset grænsen til Tyrkiet i det forløbne døgn på flugt fra fremrykkende krigere fra Islamisk Stat, oplyser internationale nyhedsbureauer.

Det er sket, efter at regeringen i Ankara fredag åbnede en del af landets grænse til Syrien.

- Indtil videre har omkring 45.000 syriske kurdere krydset grænsen ved otte overgange langs en 30 kilometer lang strækning fra Akcakale til Mürsit Pinar, siden vi åbnede grænsen i går, sagde Kurtulmus lørdag til den tyrkiske nyhedskanal CNN Türk.

Der udkæmpes hårde kampe mellem kurdiske styrker og Jihadister fra IS i det nordlige Syrien, tæt på en strategisk grænse, oplyser det londonbaserede Syriske Observatorium for Menneskerettigheder lørdag.

Mindst 18 jihadister, heriblandt en kineser, blev dræbt under de natlige kampe i nærheden af byen Ain al-Arab, der af kurderne er kendt som Kobane.

Observatoriet sagde fredag, at Islamisk Stats jihadister siden torsdag havde indtaget 60 kurdiske landsbyer tæt på den tyrkiske grænse i et to dages lynangreb i forsøget på at indtage Ain al-Arab.

Byen, der ligger i Aleppo-provinsen, er Syriens tredje største kurdiske by. Hvis IS erobrer Ain al-Arab, vil det ifølge nyhedsbureauet AFP give gruppen kontrol over en lang strækning af landets nordlige grænse til Tyrkiet.

Kampene i området har medført en sand folkevandring af lokale indbyggere. Mange af dem har søgt over grænsen til Tyrkiet efter åbningen af grænsen fredag, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Observatoriet i Storbritannien siger lørdag, at kampene fortsætter og rapporterer om voldsomme sammenstød i området omkring Ain al-Arab.

/ritzau/