456 konkurser gik konkurs i maj

456 erhvervsvirksomheder måtte dreje nøglen om i maj. Det er på nogenlunde samme niveau som i samme måned sidste år, fremgår det af en opgørelse, som kreditvurderings-instituttet Experian har foretaget for Dansk Erhverv.

I tallene er der kun små udsving, blandt andet, at der var en lille nedgang i antallet af butikker, der måtte kaste håndklædet i ringen.

- Mens der sidste år i maj var 103 handelsvirksomheder, der bukkede under, så var det i maj i år faldet til 94. Da handlen er så følsom over udsving, ser vi det som et positivt signal i et ellers trist billede, siger Frank Papsø, der er analysechef i Experian.

Han peger på, at de vanskelige tider jo nærmest er kommet for at blive.

- Derfor skal virksomhederne indstille sig på at være skeptiske overfor kunder. For en nøgle til overlevelse er at kende sine kunder og deres evne til at betale, ikke bare i dag, men også i fremtiden, siger Frank Papsø.

Set over det seneste år er 1198 virksomheder indenfor handel blevet tvunget til at lukke. På trods af små signaler om en lille bedring, er detailhandlen fortsat den branche, der er hårdest ramt.

Flest konkurser i maj var der i Region Hovedstaden med i alt 220. Det svarer til, at over ti virksomheder hovedstadsområdet måtte dreje nøglen om på hver eneste arbejdsdag i maj.

Færrest konkurser var der i Øst- og Midtjylland, der også er den del af landet, der har haft færrest konkurser over det seneste år.

Erhvervsøkonomisk chef i Dansk Erhverv, Bo Sandberg, siger, at den del af landet oplever en højere økonomisk vækst.

- Det er geografiske områder med en erhvervsstruktur, som er præget af flere forskellige brancher indenfor både service og fremstilling. Det gør områderne mindre sårbare overfor økonomisk tilbageslag, siger Bo Sandberg.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV