46-årig kroat bliver udvist af Danmark

Skrevet af admin

06/08/2015

Dagens topnyheder

Retten i Næstved har torsdag idømt 46-årige Gimi Levakovic et år og tre måneders fængsel samt udvisning af Danmark. Det fortæller den dømtes forsvarsadvokat Bjørn Elmquist til Ritzau.

Derudover er han også blevet idømt indrejseforbud i 12 år. Bjørn Elmquist ankede dommen på stedet.

- Han taler ikke kroatisk, han har aldrig været i Kroatien, og han har fire børn, siger Bjørn Elmquist med hensyn til udvisningen.

Gimi Levakovic, som nægtede sig skyldig, var anklaget for våbenbesiddelse samt trusler, og han blev dømt for begge dele. Besiddelse af skydevåben var under skærpende omstændigheder.

Det er af hensyn til samfundsordenen, at han bliver udvist. Tidligere har kroaten fået en række andre domme. Dommeren mener ifølge Ekstra Bladet, at han vil fortsætte i sin kriminelle løbebane.

Siden 2. maj i år har han siddet varetægtsfængslet. Dommeren har afsagt kendelse om, at Gimi Levakovic også skal varetægtsfængslet under anken. Men det har Bjørn Elmquist kæret til Landsretten.

Den 46-årige kroat har boet i Danmark, siden han var tre år gammel, fortæller Bjørn Elmquist. Han har den fulde forældremyndighed over sine fire børn, som har dansk statsborgerskab.

Gimi Levakovic blev kendt i hele Danmark, da han og hans familie lod TV2 portrættere dem i to dokumentarprogrammer.

Tidligere er også andre medlemmer af Levakovic-familien blevet udvist af Danmark. Blandt andet Jura Levakovic, der blev idømt fem års fængsel og udvisning i 2013 af Østre Landsret.

/ritzau/