47-årig fængslet efter knivstikkeri i Frederikshavn

Skrevet af admin

20/10/2015

Dagens topnyheder

En 47-årig mand er tirsdag i et grundlovsforhør blevet varetægtsfængslet i foreløbig fire uger efter et knivstikkeri i Frederikshavn.

Mandag aften søgte en 44-årig mand tilflugt på et værtshus, efter at han var blevet jagtet af en mand med kniv gennem Frederikshavns gader.

Da manden kom ind på værtshuset Lygten, fortalte han, at han var blevet stukket i ryggen med kniv, oplyser Nordjyllands Politi til Ritzau.

- Der bliver sendt en ambulance ned til ham, og han bliver kørt på Hjørring Sygehus.

- Han fortæller, at han kender gerningsmanden, og han får ledt politiet på sporet. Man får ham anholdt på en adresse i Frederikshavn, sagde vagtchef Michael Elkjær fra Nordjyllands Politi natten til tirsdag.

Præcis hvordan de to kender hinanden, ved politiet ikke.

- Vi får oplyst, at forurettede mødes med gerningsmanden et sted i Frederikshavn, og så bliver han jagtet af gerningsmanden og tager så flugten hen til den her restauration, og det er i den forbindelse, at han bliver stukket i ryggen, fortalte Michael Elkjær tidligere.

- Hvad der har foranlediget det, ved vi ikke endnu, og vi ved ikke, hvad tvisten har drejet sig om, lyder det videre.

Offeret for knivstikkeriet er blevet behandlet på sygehuset, hvor man kunne konstatere, at han var blevet stukket en enkelt gang med kniv i ryggen.

Den mistænkte, der er sigtet for drabsforsøg, kærede ikke kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten.

/ritzau/