47-årig idømt 13 år for køleskabsdrab

Drabet på en 40-årig kvinde, der sidste år blev fundet kvalt i et køleskab, koster den 47-årige Mickey Pedersen 13 år bag tremmer. Et enigt nævningeting og tre juridiske dommere ved Retten i Nykøbing Falster har tirsdag fundet ham skyldig i drab og efterfølgende takseret forbrydelsen til en lang fængselsstraf.

I dommen er der ifølge bt.dk blevet lagt særlig vægt på den kriminaltekniske erklæring vedrørende obduktionen af kvindens lig samt den toksikologiske rapport, der viser, at hun før sin død var blevet bedøvet med store mængder af det smertestillende stof Dolol.

Af kendelsen fremgår det, at retten valget at tilsidesætte den 47-åriges forklaring om, at han fandt sin kæreste død i deres seng og i et anfald af panik rullede hende ind i en skånemadras og en presenning, inden han et par måneder efter hendes død lagde hende i et køleskab.

Hverken nævninge eller dommere fandt det sandsynligt, at kvinden selv havde indtaget Dolol, proppet to kugler papir ned i sit svælg, taget en pose over hovedet og bundet et nylonreb to gange om halsen.

Af mentalerklæringen fremgår det, at Mickey Anton Pedersen sandsynligvis lider af en svær personlighedsforstyrrelse, men han findes alligevel egnet til straf.

Anklager Jeanette Wincentz argumenterede inden strafudmålingen for, at han skulle idømmes mellem 14 og 16 års fængsel.

»For mig at se er der ingen formildende omstændigheder, der er derimod en række skærpende omstændigheder,« sagde hun ifølge bt.dk.

En af de skærpende omstændigheder var ifølge anklageren motivet til drabet.

»Det er den tiltaltes pengebegær, der fik ham til at slå hende ihjel,« sagde Jeanette Wincentz Andersen.

Den 47-årige har anket dommen med håb om at blive frifundet i landsretten.

Dagens Gossip