47-årig kvinde fra Kolding død efter knivstikkeri

Skrevet af Elo Christoffersen

09/10/2012

Dagens topnyheder

En 47-årig kvinde, der 7. august sent om aftenen blev stukket i hjertet med en kniv af sin kæreste, er afgået ved døden i aftes, oplyser lokalpolitiet i Kolding.

Efter knivstikkeriet, der fandt sted i parrets hjem på Skovvejen i Kolding, blev hun overført til Odense Universitetshospital, hvor hun lå i respirator. Hun blev siden overført til Hammel Neurocenter, der i aftes meddelte politiet, at hun er død.

Parret kom den fatale august aften op og skændes i deres hjem på Skovvejen i Kolding. På et tidspunkt stak den 49-årige kæreste hende i hals, mave og bryst. Kniven ramte hendes hjerte, og derfor var hun på et tidspunkt i livsfare.

- Hvorvidt hun direkte er død af knivstikket skal jeg lade være usagt. Om sigtelsen mod ham ændres fra forsøg på manddrab til manddrab, bliver op til juristerne at vurdere, siger Poul Steffensen fra lokalpolitiet i Kolding, til dagens.dk.

Baggrunden for knivstikkeriet er ikke offentligt kendt.

Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto).