47-årig skal 12 år i fængsel for at dræbe sin søn med en urtekniv

Vestre Landsret har fredag idømt en 47-årig mand 12 års fængsel for at have stukket sin søn på 20 år ihjel i Bramming.

Dermed når landsretten frem til samme resultat som Retten i Esbjerg, der i februar fastslog, at den 47-årige civiløkonom Carl-Ove Christiansen dræbte sønnen tidligt om morgenen lillejuleaften 2012.

Faren har nægtet sig skyldig og ankede derfor dommen til Vestre Landsret. Han kunne simpelthen ikke huske, hvad der skete.

På drabsnatten var han beruset, og der er et sort hul i hans hukommelse, fra han sent om natten havde givet sin søn Simon et kram i entréen til sin lejlighed, til politiet vækkede ham næste formiddag.

Det var en beboer, der i opgangen på Storegade i Bramming fandt Simon Skovmand ligge livløs ved ottetiden om morgenen.

En obduktion viste, at han var blevet stukket to gange i brystet med en urtekniv. Den blodige urtekniv blev senere fundet i farens lejlighed.

En kriminalassistent fortalte i byretten, at lejligheden bar præg af, at der var sket noget voldsomt.

- Det så voldsomt ud, og der var blod overalt. Der var også væltet noget i entréen, så der har været tumult, forklarede kriminalassistenten og fortalte om faren:

- Begge hans hænder var tilsølet af blod, og han havde blod under neglene.

Straffen på 12 års fængsel er udgangspunktet, når domstole fastsætter straffen i drabssager.

/ritzau/

Dagens Gossip